At sælge “skønne ting”

Kunsten at udvælge smukke secondhand produkter

Når jeg bliver spugt – og det bliver jeg ofte – om hvordan jeg udvælger de ting jeg sælger i webshoppen er svaret ret enkelt. Der er to helt klare kriterier som jeg følger; kan jeg lide det, og kan det finde et nyt hjem?

Det lyder så enkelt og nemt, men det er faktisk sværere end man tror. Heldigvis har jeg en bred smag, men jeg har valgt kun at sælge brugskunst, lamper og små møbler. Grunden hertil er plads – eller mangel på samme. Skønne Ting er i mit hjem og der skal være plads til både familie og lager. Alt skal gå op i en højere enhed og derfor er det begrænset hvor meget jeg vil have på lager.

Som regel har jeg 100-150 genstande på lager, afhængigt af hvor meget de fylder og hvad jeg har fundet. Der er lange perioder hvor jeg ikke fylder lageret op, enten p.g.a. manglende tid (Skønne Ting er mit andet job) eller fordi jeg ikke kan finde de helt rigtige produkter.

Jeg har valgt ikke at sælge lopper, det er der nok andre der gør. Fokus er på stilfulde produkter med år og historie på bagen. Jeg har en forkærlighed for dansk, tysk, engelsk og svensk brugskunst og småmøbler.

Jeg har en del kendte brands i shoppen, men også genstande der er lavet af ukendte hobbykunstnere og kunsthåndværkere finder deres vej til shoppen. Synes jeg det er smukt, er der sikkert også andre som kan lide det.

I en verden hvor vi forbruger og vil have nyt, nyt, nyt hele tiden, skal man bremse op og finde glæde ved det cirkulære kredsløb. Mange produkter – specielt brugskunst og møbler – kan have flere liv, fordi det er gedigne ting. Lavet med omhu og fra en tid hvor tingene skulle holde i mange år.

Den største glæde ved at drive Skønne Ting, er altid når jeg har pakket en ordre og den er på vej til en ny ejer. At andre værdsætter smukke genstande med de år og det patina de har på bagen er fantastisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *